Bøger om faderskabet


Her på siden kan du finde en lang række af de bøger der er skrevet om det at blive, eller være, far. Bøgerne er ikke læst eller kvalitetstestet af redaktionen, og er derfor ikke nødvendigvis forenelige med det syn på faderskab og familieliv, som Far for livet repræsenterer.

Far for livet - En bog til manden som far

Det er en helt ny verden, der åbner sig, når man skal være far. Alle­rede før barnet bliver født, melder en række spørgsmål sig på banen, og små og store emner, man ikke før har skænket en tanke, rykker pludselig helt frem i bevidstheden.

Far for livet – en bog til manden som far kan fædre og kommende fædre finde svar. Bogen rummer fagligt funderede oplysninger, råd og valgmuligheder til dig, der ønsker saglig viden og klar information. Den kommer ind på emner som graviditet, fødselsforberedelse, mødet med sundhedsvæsenet, spædbarnet, tilknytning, at blive en familie, barsel, aktivitetsmuligheder, fødselsdepression og meget andet.

Bogen er til den nysgerrige mand, der tager sin rolle som far al­vor­ligt og gerne vil lære mere om, hvordan man griber den an, og manden, der ønsker den bedst mulige relation til sit barn.

Kan købes her:
www.muusmann-forlag.dk/far-for-livet

Forfatter
Tobias Prentow & Svend Aage Madsen
Udgivelsesår
2020

At blive far til et for tidligt født barn

At blive FAR til et for tidligt født barn er seksten fædres hudløst ærlige fortællinger om det helt uventede og skræmmende ved at blive far til et for tidligt født barn. Det er fortællinger om stor glæde og høje forventninger, som fra det ene øjeblik til det andet ændrer sig til bekymringer, frygt og angst for at miste både barn og kæreste. Det er fortællinger om familier, hvis liv på rekordtid forandrer sig markant. For altid.

Som læser kommer du tæt på, når fædrene på hver deres måde fortæller om, hvordan de midt i et stort følelsesmæssigt kaos står for at få hverdagen til at fungere, mens de sideløbende støtter op om kæresten og sikrer de bedste betingelser for deres små nyfødte.

Det er stærke fortællinger om sammenhold og overlevelse. Det er fortællinger om tro, håb og dybfølt kærlighed. Det er fædre og mænd i deres mest sårbare øjeblikke i livet.

Forfatteren er psykolog Rebecca Schønherr Thomsen, der har indsamlet de seksten fædres fortællinger. Hun leverer indledningsvis en teoretisk gennemgang af fædres potentiale for at knytte sig til spædbarnet og afslutter med en tematisk og reflekterende opsamling på tværs af fædrenes fortællinger.

Bogens indledning er skrevet af psykolog, ph.d. og klinisk specialist Svend Aage Madsen, der blandt andet har udgivet bogen Fædres tilknytning til spædbørn.

Bogen henvender sig til fædre til for tidligt fødte børn, men også i høj grad til personerne omkring fædrene, familie, venner, og sundhedspersonale.

Forfatter
Rebecca Schønherr Thomsen
Udgivelsesår
2020

Endnu er intet forbi

En fortælling om at blive til som forælder

Tobias er 34 år, da han bliver far for anden gang. I denne hudløst ærlige fortælling får vi et indblik i hans transformation fra at være en ung voksen til at være familiefar. Vi følger ham under hans barsel og er vidne til såvel barnets som hans egen udvikling. Fra fødselsstuen over en ferie til Thailand til hverdagen med to børn er vi med og får serveret alle forfatterens tanker, frustrationer, bekymringer og glæder undervejs. Vi hører om bleer, grød, sutter og gråd mens forfatteren reflekterer over alt det, man tror man mister, og alt det man rent faktisk mister, det man tror man får og det man rent faktisk får, når man bliver forælder. Man er i godt selskab hele vejen og når sidste punktum er læst, står det også klart at forfatteren leverer et fremragende bevis på, hvorfor mænds barsel er værd at kæmpe for.

Forfatter
Tobias Büring
Udgivelsesår
2021

Fædre

Fortællinger om at blive til som far

Hvordan opdrager man sit barn, når man ikke har noget godt forbillede at kigge på fra sin egen barndom? Og hvordan gør man op med fortiden, hvis man ønsker et mere nært forhold til sine børn, end man har haft til sin egen far?

FÆDRE er en universel fortælling om fædre og sønner, og den arv og de værdier, vi ønsker at give videre til vores børn – og til det større fællesskab  . Bogen giver samtidig et indblik i den del af det stadig mere multietniske samfund, som er allermest privat og svært tilgængelig: forholdet til vores børn.

Fortællingerne i bogen illustrerer forskellene i opdragelse mellem forskellige generationer og dermed også, hvilket fremtidens Danmark vi bevæger os hen imod. Fem markante fædre beretter i bogen om skilsmisser, arv, forbilleder, tilhørsforhold, død og udødeliggørelse i familien. Tilsammen tegner de et portræt af den første generation med etnisk minoritetsbaggrund, som for alvor er rundet af Danmark. Som nogle af de første journalister, skuespillere, foreningsledere og markante debattører med minoritetsbaggrund herhjemme har de på hver deres måde betrådt nye veje og været frontløbere i samfundet. På ærlig og modig vis deler de historien om deres fædres rolle og betydning for, hvordan livet har formet sig for dem på godt og ondt – og deres egen tvivl og ønsker angående deres egne børn, som vokser op med markant andre forudsætninger, end de selv gjorde.

Forfatter
Aydin Soei
Udgivelsesår
2020

Bogen til far

Bliv tryg i din rolle som far

I “Bogen til Far” giver Nick Allentoft med humor og saglighed en god introduktion til dét at blive far.

Det er en omvæltende begivenhed, når et par bliver til forældre – både for moren og faren! Men hvor der findes en lind strøm af bøger om moderskabet, så er det straks sværere at finde bøger om farrollen. Det laver Nick Allentoft heldigvis om på i “Bogen til Far”. I bogen blotlægger han, hvad mænd kan se frem til, når de bliver fædre, og hvordan man skaber tryghed og nærvær til sit barn og partner.

Nick Allentoft giver konkrete og brugbare råd til alt fra barnets søvn, opdragelse og meget mere fra farens perspektiv. Derudover indeholder bogen også en række personlinge erfaringer og refleksioner om at blive far fra fem forskellige fædre samt indspark fra Center for Børneliv og Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker.

Forfatter
Nick Allentoft
Udgivelsesår
2020

Hvad enhver far bør vide

Fra den første ble, babygylp og manglende søvn til uforbeholden kærlighed

Thomas Skov har skrevet en morsom og personlig guide med erfaringer og gode råd fra andre fædre om alle de ting, man gerne vil vide, når man skal være far.

Hvad enhver far bør vide er  fyldt med erfaringer, oplevelser, refleksioner, gode råd og tips og tricks.

Formålet med bogen er, at du skal vide, at du som far er vigtig – at du ikke er alene. De andre fædre, har din ryg. Du har deres.

Forfatter
Thomas Skov
Udgivelsesår
2019

Familiefar i knibe

Om at være ægtemand og far til to små drenge

I bogen skildrer Sebastian Klein i 25 humoristiske og tankevækkende fortællinger sin dagligdag i en (typisk?) dansk småbørnsfamilie.

Det er ikke altid, at reklamernes idylliske billede matcher virkeligheden – og det kan være noget af en omvæltning at gå fra cool singlefyr til hyggelig familiefar.

I bogen her fortæller Sebastian Klein med et skævt smil om nogle af de situationer, man kan finde sig selv i, når man starter livet med børn i huset.

Forfatter
Sebastian Klein
Udgivelsesår
2006

Du skal være far

Og du har 40 uger til at fatte det

Ligesom bøger til kommende mødre, følger også denne bog udviklingen uge for uge, selvom forvandlingen til far ikke nødvendigvis foregår i de samme præcist udmålte etaper som kærestens. Så om man læser bogen uge for uge eller ud i ét stræk kan være lige godt. Men bogen er skrevet, så mænd gider læse med, selvom der sikkert også er nogle vordende mødre, som kunne lære noget.

Bogen er smækfyldt med information om barnets og kærestens udvikling – og om alt det, som de fleste kommende fædre gennemlever i løbet af de 40 uger på vej på mod den nye titel som FAR!

Forfatter
Thomas Oldrup
Udgivelsesår
2012

Helens bog til far

Vær far med tillid, nærvær og respekt

Det er stort at blive far. Og det kan også være svært – svært at finde sine ben i forhold til mor og barn. Men som far kan man noget helt særligt, netop fordi man er mand og far.

Helens bog til far handler om, hvad man som far bidrager med, hvordan man får en god tilknytning til barnet, både i dets første levetid, hvor moren ofte fylder det meste i det lille barns verden, og senere i opvæksten, hvor det er andre udfordringer, som melder sig.

Helens bog til far er – til forskel fra de fleste farbøger på markedet – skrevet af en sundhedsplejerske og børneekspert. Det er en bog, som tager emnet og far alvorligt, en håndbog til fædre om, hvordan man er far på den bedste måde for sit barn.

Forfatter
Helen Lyng Hansen
Udgivelsesår
2016

Far på færde

Til manden der har alt – især børn

Det nytter ikke noget at lyve for dig: At få børn kommer til at vende dit liv op og ned igen og igen, og det kan være ganske forfærdeligt, men også fuldstændigt fantastisk.

“Far på færde” er en gribende og underholdende historie om, hvordan det er at blive far og om hvordan man tackler alting. Men det er også en guide til den vordende far, der er ved at dø af skræk, eller en støtte til den nylige far, der er ved at gå fra forstanden.

Forfatter
Lars Daneskov
Udgivelsesår
2007

Den nye karrierefar

Sådan skaber du ægte succes både derhjemme og på jobbet

En håndbog for moderne mænd i at få balance mellem arbejde og privatliv.

I dag står moderne mænd for første gang for alvor i det samme dilemma, som kvinder har stået i de sidste 30 år: hvordan får vi arbejdsliv og familieliv til at hænge ordentligt sammen? Forfatternes påstand er, at familielivet og arbejdslivet ikke alene kan mødes – de kan også befrugte hinanden på en måde, så begge blomstrer. Det er ikke alene muligt, men decideret nødvendigt at moderne mænd bruger familien og ikke mindst børn som brændstof i karrieren. Bogen formulerer en maskulin familiefilosofi for den ny tids karrieremand.

Forfatter
Esben Kjær og Kirsten Stendevad
Udgivelsesår
2005

Bare vent til far kommer hjem

I sin bog fortæller Kristian Witt om hvordan det er at være far i et samfund, hvor der stadig bliver kigget skævt til en mand der prioriterer familien over arbejdet.
Kristian Witt fortæller ærligt og oprigtigt om de følelser og overvejelser han har gjort sig i forbindelse med den nye rolle som far. Han fortæller blandt andet om sin egen flugt fra familien ind i arbejdet og karrieren, og hvordan han er nået til erkendelsen af, at en “far” faktisk kan undvære sit job og karriere – men at han ikke kan undværes derhjemme.

Erkendelsen har Kristian Witt selv taget konsekvensen af og tog barselsorlov med sine to yngste børn – selvom det kom til at koste ham jobbet…

Forfatter
Kristian Witt
Udgivelsesår
2008

Når far taber sutten

Depression og angst i faderskabet

Hvorfor får nogle fædre en svær depression og angst i forbindelse med en familieforøgelse? Hvordan er det at være kommende og nybagt far, når forventningens glæde og følelsen af lykke pludselig mod forventning erstattes af stor tvivl, mismod, bekymring og frygt? Hvilke tanker, følelser og handlinger er typiske for mænd med fødselsdepression? Og hvordan forebygger, opdager og afhjælper fædrene, deres pårørende og det offentlige sundhedssystem bedst problemet?

Forfatter
Lars Karlsen Schwartz
Udgivelsesår
2016

Mission Far

Fra fødslen til treårsalderen

Mad, hygiejne, søvn, lege, tøj, sygdomme og almindelig dannelse – intet emne er for stort eller småt for forfatteren, der er tidligere elitesoldat. Heller ikke, når det gælder om at holde moralen høj, både i forhold til sig selv, familien, vennerne og ikke mindst barnet mor …

Det er den vigtigste opgave, du nogensinde får som mand. Alligevel er det altid en flok bløde kvinder, der fortæller dig, hvordan den skal løses. Det skal være slut nu. ’Mission: Far’ er træningsmanualen til alle nybagte fædre. Uden pjat og navlepilleri fortæller den tidligere elitesoldat Neil Sinclair, hvordan du fører dig selv og din nyfødte bedste gennem hans eller hendes første leveår. Bogen er bygget op som en letlæselig, underholdende manual, fyldt med tjeklister, oneliners, tips og tricks, målrettet manden, der (af gode grunde) ikke gider at læse en eneste anden bog om børneopdragelse.

Forfatter
Neil Sinclair
Udgivelsesår
2016

Den store far. mor & børn

Håndbog i godt familieliv

Den store far, mor & børn fortæller Lola – i sin karakteristiske, uhøjtidelige og slagfærdige stil – alt, der er værd at vide for småbørnsforældre i dagens Danmark.

Bogen er delt i to dele (0-2 år og 3-6 år) med en række kapitler – om alt fra graviditet, de første dage med barnet, amning, sut, søvn, bad, tandbørstning, bleer og potter, sygdomme (og kolik), læge og tandlæge til søskende, aktiviteter/lege, institutioner, udviklingsfaser og meget mere.

Endelig behandler hun en række temaer, der går på tværs af børnenes alder bl.a. parforholdet, bedsteforældre, ferier, skilsmisse mm.

Forfatter
Lola Jensen
Udgivelsesår
2010

Fars ABC

Bogen til manden, der overvejer at få børn.

Og til den nybagte far, der ikke aner hvad han skal stille op med sin nye rolle som voksen. Og til småbørnsfaren, der tror, han er den eneste i hele verden, der står i lort til halsen.

En ærlig, personlig, sjov, vrissen, provokerende og elskværdig bog om en hverdag med små børn.

Læs om tabuer, frygten for at få en homobaby, øgleyngel, hvorfor du ikke skal tage forældreorlov, søvn- og sexmangel, angsten for at være en dårlig forælder, og hvorfor du aldrig skal kommentere en gravid kvindes udseende.

Forfatter
Jens Blauenfeldt
Udgivelsesår
2013

Dagens mand og far

En bog inspireret af forskellige slags fædre

Forfatteren selv skriver:
Dagens mand & far er for en stor del inspireret af samtaler med fædre jeg har mødt. Jeg gennemgår forskellige temaer og forsøger samtidig at inddrage mere almene, filosofiske og eksistentielle perspektiver uden dog at svigte bogens formål, som er at være håndbog for den moderne mand og far.

Bogens sidste afsnit: “Og sådan ser virkeligheden ud”, handler om 12 fædre der fortæller om at være mand og far.

Forfatter
Jesper Juul
Udgivelsesår
2013

Fra far til far

Overleveringen du aldrig fik

 Tør øjnene som nybagt far, genkend situationerne som rutineret far – og få dig et godt grin. Uanset hvad skal du nok klare den!

Hermed en håndbog ud i faderskabet, som du enten kan hive frem efter 1 måned, 3 mdr. eller et halvt år efter dit barns fødsel. Tag rådene til dig eller lad vær.

Du får her en letfordøjelig og meget brugbar erfaringshistorie, skrevet i en humoristisk, dog empatisk og lad os bare sige det: Mandig stil!

Forfatter
Ole Anand
Udgivelsesår
2017

Hvordan man overlever sin kones graviditet

En guide for frustrerede mænd

De fleste mænd kommer ud for det. De har fundet sig en sød og dejlig kone/kæreste. Alt ånder idyl, og SLAM! bliver hun gravid  og så går de fleste mænd i panik. Med god grund.

Denne sjove og satiriske guide til de panikramte mænd fylder et tomt hul. Ingen mand med en gravid kæreste kan være foruden.

Forfatter
Povl Erik Carstensen og Thomas Wivel
Udgivelsesår
2011

Dysfunktionel far

Når tårer ikke hjælper en hylende fis. Jan Gintbergs første bogudgivelse er et demonstrativt følsomt og særdeles underholdende kig ind til en (u?)moderne fars indledende år i rollen, som forælder med overvejende bærer af X kromosomet. Set gennem en kynikers makrelguf tilfedtede perspektiv, forsøger Gintberg gavmildt at give sine opsparede erfaringer videre til de ventende generationer af håbløst intetanende potentielle fædre. – Og mødre. Herregud, hvad kan det skade at kigge i den?

DysFunktionel Far er en satirisk beskrivelse af Gintbergs position som far til to sat i relief med refleksioner fra hans egen barndoms småbizarre univers. Håbefuldt kædet sammen i et konglomerat af hidsig kønsrolleanalyse og overstadigt vrøvl. Alt sammen i et naivt håb om at færre spæde familiefædre vil ende i depressioner og skilsmisser. Eller endnu værre: Mislykkede Porsche kompensationskøb.

Forfatter
Jan Gintberg
Udgivelsesår
2006

100 procent far

Mænd om skilsmisse, kærlighed og livet som delefar

I bogen fortæller ni fædre og 1 kvinde frit og ærligt om, hvordan livet føres videre, når man bliver skilt og skal dele forældreskab med den tidligere ægtefælle. Der findes rundt regnet 100.000 skilsmissefædre i Danmark. Journalist Sofie Kragh-Müller har rejst rundt i Danmark og interviewet ni af disse 100.000 mænd, hvilket der er kommet en vedkommende og stærk interviewbog ud af. Det er ikke kun mænd, der vil have glæde af læsningen. Også kvinder, der skal samarbejde med deres tidligere ægtemænd om børnene efter en skilsmisse, vil kunne få en god indsigt i, hvad mænd føler og tænker om børn og skilsmisse.

Forfatter
Sofie Kragh-Müller
Udgivelsesår
2006