Amning – en fælles forældreopgave
Ved at dele jeres tanker og overvejelser om amning med sygeplejersker og læger kan I få den nødvendige vejledning og praktiske viden. På den måde kan du som far blive aktivt involveret i ammeetableringen og bidrage til at dele ansvaret med din partner.
Udmalkning er vejen til amningen
Din støtte til udmalkning gør en stor forskel. Når du hjælper din partner med at starte udmalkningen inden for de første 6 timer efter fødslen, kan mælkeproduktionen komme hurtigere i gang. For at understøtte produktionen bedst muligt er det vigtigt at fortsætte med regelmæssig udmalkning cirka 8 gange i døgnet. Du kan bidrage ved at notere tidspunkter og mængder dagligt, så I sammen bevarer overblikket og sikrer mælkeproduktionen til jeres barn.
Vidste du, at…
- børn født tidligt har særligt gavn af modermælk, fordi mælken er lettere at fordøje, beskytter tarmen, styrker immunforsvaret og mindsker risikoen for infektioner
- ved en tidlig fødsel starter ammeetableringen med hud-mod-hud-kontakt og mælkeproduktionen stimuleres ved udmalkning.
- det er værdifuldt, at du deltager i ammevejledningen, så du får praktisk viden om udmalkning og hvordan du kan støtte amningen – og I som forældre kan dele ansvaret.
- Det er naturligt, at fædre føler et stort ansvar for at få amningen til at fungere.
Dit barns parathed til at amme
Amningen ved brystet kan påbegyndes, så snart dit barn er hjerte-lungemæssigt stabilt. I begyndelsen kræver det særlig opmærksomhed fra dig til at aflæse dit barns spæde signaler om, at det er klar til brystet. I takt med dit barns modning bliver signalerne tydeligere. Barnets mundmotorik og sugestyrke udvikler sig, og barnet vil også være vågent i længere tid ved brystet. Især ammestillinger, der støtter hoved og nakke kan støtte dit barn. Når du lægger barnets krop tæt ind til din partner, kan du støtte barnets hoved ved at holde blidt om det og forsigtigt holde det tæt til brystet.
Når amningen ikke fungerer
Selvom mange par vælger, at deres barn skal ammes, er det ikke altid den rigtige løsning for alle. Et barn kan sagtens leve godt og sundt af modermælkserstatning. Det kan være fint at minde din partner om, hvis hun meget gerne vil amme, men det bare ikke fungerer.
Hvis I ikke kan få amningen til at fungere og gerne vil, kan I få råd og vejledning af en neonatalsygeplejerske eller sundhedsplejerske fra kommunen.
Teksterne på ‘Far for tidligt’ er produceret i en samskabt proces mellem førstegangsfædre til tidligt fødte børn, læger, sygeplejersker fra Neonatalafdelinger, sundhedsplejersker og forskningsgruppen Child, Maternal and Family Health Care i projektet The SUPPORTED study, som har fokus på at skabe en mere fædre inkluderende kultur i en familiecentreret kontekst i sundhedsvæsenet.