Hvad fortæller dit barn dig, far?
Giv dig tid til at tale med dit barn og se på hans/hendes signaler. Når du taler med dit barn, får han/hun en følelse af tryghed. Dit barn har lyst til socialt samvær fra det sekund han/hun bliver født. Dit barn bruger sin krop til at kommunikere med. Lær dit barns sprog og signaler at kende, da de afspejler barnets modenhed, behov og udviklingstrin. Din tilstedeværelse, din stemme og dine kompetente hænder er beroligende, især når situationerne opleves overvældende for dit barn. Når dit barn skal vejes, flyttes, have mad, pusles, skiftet ble eller have taget blodprøver, kan du hjælpe med at berolige dit barn og støtte dets evne til at finde ro.
Vidste du at…
- dit barn har stor gavn af at være sammen med dig. Små børns hjerner modnes og udvikles gennem socialt samvær. Forskning viser, at tidligt fødte børn udskrives tidligere fra neonatalafdelingen, når fædre er aktivt involverede i deres pleje.
- Hud-mod-hud-kontakt kan være en naturlig måde at lære dit barn at kende på. Det kan samtidig støtte barnets søvn og vækst samt hjælpe jer begge med at finde ro og reducere stress.
Hud-mod-hud-kontakt
Hud-mod-hud-kontakt kan være en god måde at komme fysisk tæt på dit barn og lære det at kende. Det kan samtidig støtte barnets udvikling og styrke din egen oplevelse af at være blevet far. Forskning viser, at det er lige så gavnligt for barnet at ligge hud-mod-hud hos far som hos mor.
Se mere her: Se på mig – jeg taler til dig!
Teksterne på ‘Far for tidligt’ er produceret i en samskabt proces mellem førstegangsfædre til tidligt fødte børn, læger, sygeplejersker fra Neonatalafdelinger, sundhedsplejersker og forskningsgruppen Child, Maternal and Family Health Care i projektet The SUPPORTED study, som har fokus på at skabe en mere fædre inkluderende kultur i en familiecentreret kontekst i sundhedsvæsenet.