Fædresparring


Der findes et forum for fædre på flere af landets neonatalafdelinger og i sundhedsplejen. Her kan du finde fortællinger at spejle dig i fra andre fædre til tidligt fødte børn. Fædresparring kan skabe genkendelse, forståelse, fællesskab og netværk med andre fædre. Du vil sandsynligvis møde andre fædre, der deler dine tanker og udfordringer, samtidig med at du får viden om, hvordan et typisk forløb ser ud.

Der var andre, der satte nogle ord på, som jeg synes, ramte rigtig rent. Andre fædre, som havde tænkt på tingene fra en anden side, og var andre steder i forløbet" - Far, der har deltaget i fædresparring

Indholdet i fædresparringen
Emnerne kan være mange, men du vil ofte møde følgende:

  • Fortællinger om graviditet, fødsel og efterforløb.
  • Udvikling af oplevelsen af at være far.
  • Din rolle som far i Neonatalafdelingen og i fremtiden.
  • Sammenhæng mellem livet som far, familieliv og arbejdsliv.
  • Din betydning som far, for dit barn og familien.
  • Betydning af netværk.
  • Stresshåndtering, kontroltab og fædres efterfødselsreaktioner.

Vidste du, at…

Evalueringer af danske sparringsgrupper for fædre viser at 9 ud af 10 af fædrene ønsker at deltage igen

Teksterne på ‘Far for tidligt’ er produceret i en samskabt proces mellem førstegangsfædre til tidligt fødte børn, læger, sygeplejersker fra Neonatalafdelinger, sundhedsplejersker og forskningsgruppen Child, Maternal and Family Health Care i projektet The SUPPORTED study, som har fokus på at skabe en mere fædre inkluderende kultur i en familiecentreret kontekst i sundhedsvæsenet.