Fars rolle ved den tidlige fødsel


Når du bliver far til et tidligt født barn, ændrer virkeligheden sig markant. Situationen kan være uforudsigelig og kræve hurtig omstilling, hvilket gør det svært at bearbejde tanker og følelser. Midt i udstyr, personale og omsorg for mor kan det være let at overse din vigtige rolle som far.

Vidste du, at…

  • 6-7% af alle fædre, er fædre til et tidligt født barn.
  • 10% af alle børn, født til tiden, bliver indlagt i en neonatalafdeling.
  • Mange familier adskilles efter fødslen, fordi mor og barn behandles på forskellige afdelinger på hospitalet. Du vil som far oftest følge med barnet.

Graviditeten
Er en forberedende periode, hvor barnet formes og vokser, og er en proces, hvor du gør dig forestillinger om barnet, dig selv som far og det at blive en familie. Når barnet kommer til verden før tid, er barnet umodent og de forestillinger, du har haft om at blive far, bliver måske ikke opfyldt. Som far er du vigtig lige fra begyndelsen.

Fødslen

  • Du har en central rolle under og efter fødslen.
  • Jo tidligere fødsel, jo flere fagpersoner og udstyr til stede på stuen.
  • Du kan forvente, at jeres barn måske ikke græder straks efter fødslen.
  • Du kan forvente, at jeres barn har brug for støtte og behandling, straks efter fødslen.
  • Du kan forvente, at jeres barn får påsat overvågningsudstyr under/efter fødslen

I forbindelse med overflytningen af jeres barn kan du opleve at være splittet mellem at blive hos mor eller følge med jeres barn til neonatalafdelingen. Tal sammen om, hvordan I ønsker kommunikationen mellem afdelingerne, så de bedst kan støtte jer som familie.

Modtagelse i neonatalafdelingen
Kort efter fødslen vil du og dit barn møde mange sundhedsprofessionelle, når barnet modtages i Neonatalafdelingen. Da dit barn er født tidligt, har det typisk brug for hjælp til vejrtrækningen, hjælp til at få mad og hjælp til at holde temperaturen normal. Derfor skal der bruges forskelligt udstyr og tages blodprøver på jeres barn. Her er du, som far, meget vigtig til at støtte og berolige dit barn.

Du og din partner oplever måske fødselsforløbet forskelligt, og derfor kan det være godt at dele jeres oplevelser med hinanden, og dokumentere den første tid med billeder, som I kan snakke ud fra.

 

Teksterne på ‘Far for tidligt’ er produceret i en samskabt proces mellem førstegangsfædre til tidligt fødte børn, læger, sygeplejersker fra Neonatalafdelinger, sundhedsplejersker og forskningsgruppen Child, Maternal and Family Health Care i projektet The SUPPORTED study, som har fokus på at skabe en mere fædre inkluderende kultur i en familiecentreret kontekst i sundhedsvæsenet.