Her på siden kan du finde en lang række af de bøger der er skrevet om det at blive, eller være, far. Bøgerne er ikke læst eller kvalitetstestet af redaktionen, og er derfor ikke nødvendigvis forenelige med det syn på faderskab og familieliv, som Far for livet repræsenterer.
Hvad enhver far bør vide
Fra den første ble, babygylp og manglende søvn til uforbeholden kærlighed
Thomas Skov har skrevet en morsom og personlig guide med erfaringer og gode råd fra andre fædre om alle de ting, man gerne vil vide, når man skal være far.
Hvad enhver far bør vide er fyldt med erfaringer, oplevelser, refleksioner, gode råd og tips og tricks.
Formålet med bogen er, at du skal vide, at du som far er vigtig – at du ikke er alene. De andre fædre, har din ryg. Du har deres.
Familiefar i knibe
Om at være ægtemand og far til to små drenge
I bogen skildrer Sebastian Klein i 25 humoristiske og tankevækkende fortællinger sin dagligdag i en (typisk?) dansk småbørnsfamilie.
Det er ikke altid, at reklamernes idylliske billede matcher virkeligheden – og det kan være noget af en omvæltning at gå fra cool singlefyr til hyggelig familiefar.
I bogen her fortæller Sebastian Klein med et skævt smil om nogle af de situationer, man kan finde sig selv i, når man starter livet med børn i huset.
Du skal være far
Og du har 40 uger til at fatte det
Ligesom bøger til kommende mødre, følger også denne bog udviklingen uge for uge, selvom forvandlingen til far ikke nødvendigvis foregår i de samme præcist udmålte etaper som kærestens. Så om man læser bogen uge for uge eller ud i ét stræk kan være lige godt. Men bogen er skrevet, så mænd gider læse med, selvom der sikkert også er nogle vordende mødre, som kunne lære noget.
Bogen er smækfyldt med information om barnets og kærestens udvikling – og om alt det, som de fleste kommende fædre gennemlever i løbet af de 40 uger på vej på mod den nye titel som FAR!
Helens bog til far
Vær far med tillid, nærvær og respekt
Det er stort at blive far. Og det kan også være svært – svært at finde sine ben i forhold til mor og barn. Men som far kan man noget helt særligt, netop fordi man er mand og far.
Helens bog til far handler om, hvad man som far bidrager med, hvordan man får en god tilknytning til barnet, både i dets første levetid, hvor moren ofte fylder det meste i det lille barns verden, og senere i opvæksten, hvor det er andre udfordringer, som melder sig.
Helens bog til far er – til forskel fra de fleste farbøger på markedet – skrevet af en sundhedsplejerske og børneekspert. Det er en bog, som tager emnet og far alvorligt, en håndbog til fædre om, hvordan man er far på den bedste måde for sit barn.
Far på færde
Til manden der har alt – især børn
Det nytter ikke noget at lyve for dig: At få børn kommer til at vende dit liv op og ned igen og igen, og det kan være ganske forfærdeligt, men også fuldstændigt fantastisk.
“Far på færde” er en gribende og underholdende historie om, hvordan det er at blive far og om hvordan man tackler alting. Men det er også en guide til den vordende far, der er ved at dø af skræk, eller en støtte til den nylige far, der er ved at gå fra forstanden.
Den nye karrierefar
Sådan skaber du ægte succes både derhjemme og på jobbet
En håndbog for moderne mænd i at få balance mellem arbejde og privatliv.
I dag står moderne mænd for første gang for alvor i det samme dilemma, som kvinder har stået i de sidste 30 år: hvordan får vi arbejdsliv og familieliv til at hænge ordentligt sammen? Forfatternes påstand er, at familielivet og arbejdslivet ikke alene kan mødes – de kan også befrugte hinanden på en måde, så begge blomstrer. Det er ikke alene muligt, men decideret nødvendigt at moderne mænd bruger familien og ikke mindst børn som brændstof i karrieren. Bogen formulerer en maskulin familiefilosofi for den ny tids karrieremand.
Bare vent til far kommer hjem
I sin bog fortæller Kristian Witt om hvordan det er at være far i et samfund, hvor der stadig bliver kigget skævt til en mand der prioriterer familien over arbejdet.
Kristian Witt fortæller ærligt og oprigtigt om de følelser og overvejelser han har gjort sig i forbindelse med den nye rolle som far. Han fortæller blandt andet om sin egen flugt fra familien ind i arbejdet og karrieren, og hvordan han er nået til erkendelsen af, at en “far” faktisk kan undvære sit job og karriere – men at han ikke kan undværes derhjemme.
Erkendelsen har Kristian Witt selv taget konsekvensen af og tog barselsorlov med sine to yngste børn – selvom det kom til at koste ham jobbet…
Når far taber sutten
Depression og angst i faderskabet
Hvorfor får nogle fædre en svær depression og angst i forbindelse med en familieforøgelse? Hvordan er det at være kommende og nybagt far, når forventningens glæde og følelsen af lykke pludselig mod forventning erstattes af stor tvivl, mismod, bekymring og frygt? Hvilke tanker, følelser og handlinger er typiske for mænd med fødselsdepression? Og hvordan forebygger, opdager og afhjælper fædrene, deres pårørende og det offentlige sundhedssystem bedst problemet?
Mission Far
Fra fødslen til treårsalderen
Mad, hygiejne, søvn, lege, tøj, sygdomme og almindelig dannelse – intet emne er for stort eller småt for forfatteren, der er tidligere elitesoldat. Heller ikke, når det gælder om at holde moralen høj, både i forhold til sig selv, familien, vennerne og ikke mindst barnet mor …
Det er den vigtigste opgave, du nogensinde får som mand. Alligevel er det altid en flok bløde kvinder, der fortæller dig, hvordan den skal løses. Det skal være slut nu. ’Mission: Far’ er træningsmanualen til alle nybagte fædre. Uden pjat og navlepilleri fortæller den tidligere elitesoldat Neil Sinclair, hvordan du fører dig selv og din nyfødte bedste gennem hans eller hendes første leveår. Bogen er bygget op som en letlæselig, underholdende manual, fyldt med tjeklister, oneliners, tips og tricks, målrettet manden, der (af gode grunde) ikke gider at læse en eneste anden bog om børneopdragelse.
Den store far. mor & børn
Håndbog i godt familieliv
I Den store far, mor & børn fortæller Lola – i sin karakteristiske, uhøjtidelige og slagfærdige stil – alt, der er værd at vide for småbørnsforældre i dagens Danmark.
Bogen er delt i to dele (0-2 år og 3-6 år) med en række kapitler – om alt fra graviditet, de første dage med barnet, amning, sut, søvn, bad, tandbørstning, bleer og potter, sygdomme (og kolik), læge og tandlæge til søskende, aktiviteter/lege, institutioner, udviklingsfaser og meget mere.
Endelig behandler hun en række temaer, der går på tværs af børnenes alder bl.a. parforholdet, bedsteforældre, ferier, skilsmisse mm.
Fars ABC
Bogen til manden, der overvejer at få børn.
Og til den nybagte far, der ikke aner hvad han skal stille op med sin nye rolle som voksen. Og til småbørnsfaren, der tror, han er den eneste i hele verden, der står i lort til halsen.
En ærlig, personlig, sjov, vrissen, provokerende og elskværdig bog om en hverdag med små børn.
Læs om tabuer, frygten for at få en homobaby, øgleyngel, hvorfor du ikke skal tage forældreorlov, søvn- og sexmangel, angsten for at være en dårlig forælder, og hvorfor du aldrig skal kommentere en gravid kvindes udseende.
Dagens mand og far
En bog inspireret af forskellige slags fædre
Forfatteren selv skriver:
Dagens mand & far er for en stor del inspireret af samtaler med fædre jeg har mødt. Jeg gennemgår forskellige temaer og forsøger samtidig at inddrage mere almene, filosofiske og eksistentielle perspektiver uden dog at svigte bogens formål, som er at være håndbog for den moderne mand og far.
Bogens sidste afsnit: “Og sådan ser virkeligheden ud”, handler om 12 fædre der fortæller om at være mand og far.
Fra far til far
Overleveringen du aldrig fik
Tør øjnene som nybagt far, genkend situationerne som rutineret far – og få dig et godt grin. Uanset hvad skal du nok klare den!
Hermed en håndbog ud i faderskabet, som du enten kan hive frem efter 1 måned, 3 mdr. eller et halvt år efter dit barns fødsel. Tag rådene til dig eller lad vær.
Du får her en letfordøjelig og meget brugbar erfaringshistorie, skrevet i en humoristisk, dog empatisk og lad os bare sige det: Mandig stil!
Hvordan man overlever sin kones graviditet
En guide for frustrerede mænd
De fleste mænd kommer ud for det. De har fundet sig en sød og dejlig kone/kæreste. Alt ånder idyl, og SLAM! bliver hun gravid og så går de fleste mænd i panik. Med god grund.
Denne sjove og satiriske guide til de panikramte mænd fylder et tomt hul. Ingen mand med en gravid kæreste kan være foruden.
Dysfunktionel far
Når tårer ikke hjælper en hylende fis. Jan Gintbergs første bogudgivelse er et demonstrativt følsomt og særdeles underholdende kig ind til en (u?)moderne fars indledende år i rollen, som forælder med overvejende bærer af X kromosomet. Set gennem en kynikers makrelguf tilfedtede perspektiv, forsøger Gintberg gavmildt at give sine opsparede erfaringer videre til de ventende generationer af håbløst intetanende potentielle fædre. – Og mødre. Herregud, hvad kan det skade at kigge i den?
DysFunktionel Far er en satirisk beskrivelse af Gintbergs position som far til to sat i relief med refleksioner fra hans egen barndoms småbizarre univers. Håbefuldt kædet sammen i et konglomerat af hidsig kønsrolleanalyse og overstadigt vrøvl. Alt sammen i et naivt håb om at færre spæde familiefædre vil ende i depressioner og skilsmisser. Eller endnu værre: Mislykkede Porsche kompensationskøb.
100 procent far
Mænd om skilsmisse, kærlighed og livet som delefar
I bogen fortæller ni fædre og 1 kvinde frit og ærligt om, hvordan livet føres videre, når man bliver skilt og skal dele forældreskab med den tidligere ægtefælle. Der findes rundt regnet 100.000 skilsmissefædre i Danmark. Journalist Sofie Kragh-Müller har rejst rundt i Danmark og interviewet ni af disse 100.000 mænd, hvilket der er kommet en vedkommende og stærk interviewbog ud af. Det er ikke kun mænd, der vil have glæde af læsningen. Også kvinder, der skal samarbejde med deres tidligere ægtemænd om børnene efter en skilsmisse, vil kunne få en god indsigt i, hvad mænd føler og tænker om børn og skilsmisse.