Graviditetens første tre måneder - Far for livet

Graviditetens første tre måneder


Hvad sker der i starten af graviditeten?

Der sker rigtig meget i løbet af graviditetens første tre måneder (også kaldet første trimester), både for jer som kommende forældre og for jeres barn.

Som far kan du sagtens engagere dig i graviditeten fra starten. For eksempel kan du deltage i scanninger og besøg hos læge og jordemoder. På den måde kan du også få en bedre fornemmelse af, hvad der venter dig. Mange mænd oplever, at det er i forbindelse med besøgene hos læge og jordemoder, at det går mere og mere op for dem, hvad det egentlig vil sige, at man snart skal være far.

Hvis du og din kæreste gerne vil gå til fødselsforberedelse eller forældreforberedelse, kan I også begynde at tjekke, hvilke tilbud der er i jeres område.

Det sker i din kæreste

Hos din kæreste kan de første tegn på graviditeten begynde at dukke op helt fra start. Det kan være træthed, kvalme, humørsvinger, hyppige vandladninger samt hævede og ømme bryster. Hormonerne og ændringerne i din kærestes krop kan få hende til at føle sig usikker, overvældet og letpåvirkelig. Måske bliver du også usikker og overvældet ved tanken om, at du skal være far. I kan hjælpe hinanden ved at snakke sammen om, hvad det er, I oplever og hvad I glæder jer til.

Et lille menneske skabes

Allerede fra undfangelsen er dit barns hårfarve, øjenfarve, potentielle højde og køn fastlagt ud fra dine og din kærestes gener. I starten vil dit barn kun være en lille prik, men efter tre måneder vil det være stort nok til, at man kan se hoved, arme, ben og hjerterytmen på en scanning.

De første undersøgelser

I løbet af de første tre måneder sker der en række nye ting. For eksempel er der den første undersøgelse hos lægen og den første scanning af barnet, nakkefoldsscanningen.

Den første lægeundersøgelse
Til den første lægeundersøgelse bliver din kæreste målt og vejet, og lægen udfylder nogle papirer om din kærestes helbred og arbejdssituation. Lægen spørger også ind til sygdomshistorien i din og din kærestes familie. Alle oplysningerne noterer lægen i en vandrejournal – en journal, der kommer til at følge jer gennem hele graviditeten.

Nakkefoldsscanningen
Den første scanning af jeres barn ligger mellem den 9. og 13. uge af graviditeten. Til nakkefoldsscanningen får I undersøgt, om der er mere end ét barn, om fostreret er placeret, som det skal, samt om hjertelyden er normal. Det er også til denne scanning, man får vurderet, om der er en forøget risiko for, om det ufødte barn kan have Downs Syndrom.

Det kan være en stor oplevelse at se sit barn på scanningen for første gang. I får to scanninger i løbet af hele graviditeten – nakkefoldsscanningen og misdannelsesscanningen – medmindre I vælger selv at betale for flere scanninger hos en privat udbyder.