Det kan du lave med dit spædbarn - Far for livet

Det kan du lave med dit spædbarn


1. Vis omsorg

Dit nyfødte barn har brug for al den omsorg og kontakt, det kan få fra jer. Som far kan du holde dit barn og snakke og pludre med det, og du kan også vise det omsorg ved at skifte det. Det giver dit barn tryghed og er med til at styrke jeres bånd.

#TIP: Hold dit barn mellem amningerne, hvor det er mæt og tilfreds.

2. Kig dit barn i øjnene

Øjenkontakt er vigtigt for dit lille barn, selvom øjnene kan virke meget flakkende i starten. Med tiden vil du opleve, at dit barn bliver bedre og bedre til at holde øjenkontakt. Mens du kigger dit barn i øjnene, kan du lave grimasser eller snakke og pludre med barnet. Selvom det ikke forstår, hvad du siger, kan dit barn genkende fars stemme fra tiden i maven, så det giver barnet tryghed og beroliger det.

#TIP: Dit nyfødte barn ser bedst i en afstand af 20-35 cm, så sørg for at komme helt tæt på.

3. Giv hud-til-hud-kontakt

Hud-til-hud-kontakt er vigtigt for udviklingen af dit barns immunforsvar. Du kan for eksempel give dit barn hud-til-hud-kontakt ved at lægge dig i sofaen med dit barn på maven. Dit barn skal kun være i ble, og du kan have bar overkrop eller opknappet skjorte. Husk, at det er bedst, hvis du ikke falder i søvn, mens du har barnet på maven.

#TIP: Læg en dyne eller et tæppe over barnet, så det ikke bliver koldt, når I har hud-til-hud-kontakt.

4. Hjælp dit barn med at falde til ro

Selvom dit barn tit græder, fordi det er sultent, kan det også være, fordi det savner tryghed. Her kan du som far sagtens være den, der trøster og beroliger, ved at gå rundt med dit barn og måske vugge det blidt. Nogle gange er det en fordel, at du som far trøster eller putter, da du ikke dufter af modermælk, som din kæreste typisk vil gøre. Det kan nemlig være med til at stimulere barnets sult og derfor gøre det uroligt.

#TIP: Gå ind i et roligt værelse med barnet eller gå en tur med barnevognen, så dit barn kan få ro.

5. Støt dit barns fysiske udvikling

Du kan støtte dit barns fysiske udvikling på mange måder. Dit barn har brug for at styrke sin nakke og ryg, og det kan du hjælpe det med ved at lægge barnet på sin mave, når det er vågent. Du kan også tage en snak med din sundhedsplejerske om, hvilke øvelser der passer til dit barn.

#TIP: Brokker dit barn sig over at ligge på maven, så læg dig ved siden af og gør det mere spændende for barnet.