Far igen


Sådan tackler du at blive far til flere

Siden her er til dig, der skal være far igen – med al den glæde og bekymring, det kan indebære. Det kan være, at denne graviditet var timet og tilrettelagt, og I føler jer klar, eller det kan være mere uventet og overraskende. Glæden og forventningen til at blive far igen kan være helt den samme som første gang eller blive overskygget af, at du allerede har et eller flere børn, som tager din tid og opmærksomhed.

Mere af det samme og alligevel ikke

Mange oplever den anden graviditet som mere afslappet, fordi man har prøvet det før. Omvæltningen er ikke lige så stor som ved jeres første barn, og du og din kæreste har allerede nogle rutiner og erfaringer, som I kan trække på. Men det kan også være, at jeres første graviditet, fødslen eller den første tid med jeres første barn var fuld af bekymringer om amning, søvn osv., og du er spændt på, om det bliver det samme denne gang.

Her er 3 gode råd til dig, der skal være far til flere

 

1) Forbered dig på den nye situation

Det kan være en fordel at tænke over, hvordan du og din kæreste tackler den nye situation, så det hele ikke kommer som en overraskelse. For eksempel:

  • Hvordan får I hverdagen til at hænge sammen?
  • Kan storesøster eller storebror finde ud af, at der kommer et barn til?
  • Hvad med parforholdet og sexlivet?
  • Hvordan får I begge tid nok med jeres børn?
  • Hvordan sørger I for, at storesøster eller storebror stadig får masser af opmærksomhed og kærlighed?
  • Kan det give dårlig samvittighed hos jer, at jeres ældste barn ikke får samme opmærksomhed?

 

2) Lær af andres erfaringer

Familier er sjældent ens, men andres erfaringer kan stadig være relevante for jer. Tag en snak med venner og familie, der har prøvet at have flere børn, om hvordan de har håndteret det. I kan også spørge jordemoder, læge og sundhedsplejerske til de forskellige besøg og konsultationer.

 

3) Hjælp hinanden

Det kan være hårdt med de mange forandringer, når du og din kæreste samtidig har et eller flere børn i forvejen. Måske har en af jer brug for lidt ekstra albuerum, og så kan den anden tage over i perioder.

Under graviditeten kan storesøster og storebror have svært ved at forstå, at mor er gravid og måske ikke kan lege i samme tempo som tidligere. Her har du som far en god mulighed for at knytte et endnu tættere bånd til dit barn ved at lege med det og give det ekstra opmærksomhed.

Når det nye barn kommer, vil det sommetider have brug for fred og ro med far eller mor. Her kan det være en idé, at I deler jer op, så en af jer bliver hjemme med den lille ny, mens den anden tager nogle ture ud af huset med storesøster eller storebror.