Her finder du råd og vejledning til de svære ting
Det er hårdt arbejde at få børn, og det kan føre til konflikter, og desværre også til at far og mor kan gå fra hinanden. Her er nogle steder, du kan henvende dig for at få hjælp, hvis du skulle få brug for det.
Mandecentret – læs, hvad du som far kan få hjælp til her
Mandecentret har siden 2006 tilbudt gratis rådgivning til mænd, der står i en skilsmisse, parbrud eller er udsat for vold i familien. Mandecentrets målgruppe omfatter ikke mænd med ubehandlede misbrug eller psykisk sygdom.
Mandecentret har afdelinger i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense samt København.
Mandecentrets rådgivning er gratis. Kontakt dem på tlf. 70 11 62 63 eller ved at sende en mail til info@mandecentret.dk.
Her er et udpluk af, hvad du kan få hjælp til i Mandecentret:
Skilsmisse og parbrud
Du kan få hjælp både før, under og efter, dit parforhold slutter. Det kan for eksempel være råd til de praktiske ting eller hjælp til det personlige. Du behøver ikke at have været gift for at bruge rådgivningen. Læs mere om Mandecentrets rådgivning i forbindelse med skilsmisse og parbrud HER.
Samvær med dine børn
Mandecentret kan hjælpe med at finde ud af, hvem der skal være samværs- og bopælsforælder. Du kan selv eller sammen med din ekspartner få hjælp til at håndtere konflikter og til at I begge bevarer kontakten til jeres børn. Læs mere om hjælp til samvær med børn HER.
Midlertidig bolig
For at benytte Mandecentrets midlertidige botilbud skal du opfylde en række krav. Kontakt Mandecentret for at høre, om du er i målgruppen, og læs mere om de midlertidige botilbud HER.
Konflikt og vold
En del af de mænd, der kontakter Mandecentret, har konflikter med deres partner eller ekspartner. Nogle oplever, at deres partner eller andre i familien udsætter dem for fysisk eller psykisk vold. Du kan få hjælp til at håndtere konflikter og vold HER.
Mødrehjælpen - også til far
Som far kan du få rådgivning og støtte i Holdepunkt – Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning.
Her sidder socialrådgivere, jurister og psykologer klar med hjælp til de mange udfordringer, som kan opstå, når man er forælder eller på vej til at blive det. Du har måske spørgsmål til samvær, bekymringer om dit barns trivsel, problemer med økonomien, tanker om abort eller behov for en snak midt i skilsmissen? Uanset hvad, kan de rådgive dig.
Holdepunkts rådgivere kan kontaktes på chat eller tlf. 33 45 86 00. Se åbningstider HER.
Du har også mulighed for at søge råd og viden i en række rådgivningsartikler, samt støtte og netværk i en af Mødrehjælpens mange lokalforeninger, som jævnligt arranger aktiviteter du og din familie kan deltage i.
Læs meget mere om Holdepunkts tilbud HER.
Mødrehjælpen tilbyder også retshjælp
Har du brug for at blive guidet sikkert gennem paragrafferne om for eksempel skilsmisse, samvær, bolig eller faderskab, kan du få gratis retshjælp i Mødrehjælpen. Den juridiske rådgivning gives af en uvildig jurist eller advokat.
Læs mere om retshjælpen HER.
Tilbud til unge forældre
Mødrehjælpens rådgivningshuse i København, Aarhus og Aalborg har desuden særlige projekter for unge forældre under 30 år. Her modtager barnets mor rådgivning og støtte under graviditet og barsel, men der er også arrangementer og tilbud rettet mod dig som far.
Vil du høre mere, kan du finde din nærmeste Mødrehjælpen rådgivning HER.
Kom Videre Mand - (også) et tilbud til dig, som far
Kom Videre Mand er et gratis tilbud, som hjælper mænd i krise videre igennem et fællesskab af mænd i samme eller lignende situation.
Måske er du blevet skilt, opsagt eller er stressramt. Måske har du bare brug for et nyt fællesskab, der kan bringe dig videre, så er Kom Videre Mand noget for dig.
Grupperne kan have en bestemt målgruppe eller være en blandet gruppe med plads til mænd i forskellige situationer.
Eksempler på målgrupper:
Stress:
• Er du stresset eller ved at blive det?
• Vil du gerne undgå stress?
• Virker det hele uoverskueligt
Skilsmisse:
• Står du midt i en skilsmisse?
• Prøver du at forhindre et parforholdsbrud?
• Har du svært ved at komme videre efter en skilsmisse?
Arbejdsløshed:
• Er du arbejdsløs eller opsagt?
• Ønsker du at komme videre efter en opsigelse eller arbejdsløshed?
Gratis gruppeforløb for 8 mænd i 8 uger
Over otte uger mødes otte mænd en gang om ugen. Gruppen har en frivillig, mandlig gruppeleder, der guider deltagerne igennem et afprøvet og dokumenteret effektfuldt forløb, som bl.a. handler om at:
• Finde fokus og få overblik
• Skabe gode relationer
• Blive bedre til de svære samtaler
• Få vækket dine ressourcer og få mere livskraft
• Styrke din evne til at takle svære livssituationer
• Få inspiration fra andre mænd til at komme videre
• styre dit liv i en ønsket retning
Forløbet er skræddersyet til mænd i samarbejde med mandecoach Jørgen Juul Jensen fra Mandecenteret i København.
Søg på en gruppe nærmest dig og find mere information her.
Kontakt Kom Videre Mand på info@komvideremand.dk
Røde Kors familiestøtte
Røde Kors tilbyder gravide- og småbørnsforældre en frivillig Forældrestøtte til at hjælpe med at komme godt ind i forældrerollen og/eller til at hjælpe til med udfordringer, som gør det svært at få hverdagen som forælder til at hænge sammen. De frivillige er mænd og kvinder, der er blevet uddannet i at imødekomme de behov, man kan have som familie. En forældrestøtte vil som udgangspunkt give støtte 2-3 timer om ugen i seks måneder.
Røde Kors tilbyder pt. Forældrestøtter i Nordsjælland, København, Vestegnen, Odense, Bornholm samt Horsens-området. Men kontakt os, hvis du befinder dig udenfor de omtalte områder og så prøver vi at afdække vores muligheder
Mail: godstartpaalivet@rodekors.dk
Telefon: 21512421
DareGenders mandegrupper
I mandegruppen lærer du konkrete tilgange til, hvordan dine samtaler med andre mænd kan blive mere ærlige, og kan rumme følelser og sårbarhed uden ironi eller undvigende jokes. Du kan også blive uddannet til selv at facilitere gruppesamtaler.
Som del af en DareGender mandegruppe indgår du i et ligeværdigt, støttende fællesskab med plads til at tale om det, der rører sig i dit liv. Igennem andre mænd lærer du dig selv bedre at kende. I en mandegruppe deler vi vores oplevelser og erfaringer, lytter til hinanden og griner ofte sammen. Vi lærer hinanden at kende på en måde, der stikker lidt dybere. Herved udforsker og udvider vi grænserne for, hvordan man er til stede i verden som mand.
Grupperne mødes 6 – 8 gange, og deltagelse er gratis. Til hver mødegang dykker vi ned i et nyt tema, som vi relaterer til vores egne liv som mænd. Vi taler bl.a. om venskaber, ensomhed, skam, sex, misundelse, vold, kærlighed, sejre og fiaskoer, dating og parforhold, mandeidealer, sundhed, grænser, familierelationer. Vi kommer rundt om de livsoplevelser, der har formet hver af os, og de følelser der fylder hverdagen.
Grupperne er drevet af 2-3 dygtige frivillige, der er uddannet i at facilitere mandegrupper. De sikrer et trygt samtalerum og deltager i fællesskabet på lige fod med alle andre. En del møder foregår omkring et bål, andre inden døre – det afhænger af årstid og vejr.